Stemmerne vender hjem til Slagteriet

Torsdag den 29. maj inviterer Slagteriet og Holstebro Museum til fernisering af værket ”Stemmer fra Slagteriet”. Det er et kunst- og formidlingsprojekt, som samler minder, citater og fortællinger fra det tidligere Holstebro Svineslagteri og bringer dem tilbage til den bygning, hvor de oprindeligt opstod.
Værket er skabt på baggrund af interviews med tidligere medarbejdere og er bearbejdet til en permanent installation på Slagteriet. Her bliver det en del af husets levende fortælling om fortid, fællesskab og forandring.
Ferniseringen skal både markere åbningen af værket og fungere som en hyldest til de mennesker, der gennem generationer har været med til at forme stedet.
“Vi ønsker at skabe en dag, hvor minderne og historierne igen får plads i huset. Mange i Holstebro har en relation til det gamle slagteri – enten gennem arbejde, familie eller fortællinger hjemmefra. Det er de stemmer, vi gerne vil give plads til,” fortæller Janni Laumann Follesen, souschef på Slagteriet.
Arrangementet finder sted kl. 16.00 i Konservesfabrikken på 1. sal i Slagteriet, Struervej 32 i Holstebro. Efter ferniseringen fortsætter dagen på Slagtertovet med mulighed for mad, drikke og gensyn med gamle kollegaer. Arrangementet er gratis og åbent for alle.
Faktaboks:
- Titel på værk: Stemmer fra Slagteriet
- Arrangører: Slagteriet og Holstebro Museum
- Åbning: 29. maj kl. 16.00
- Sted: Konservesfabrikken, 1. sal, Slagteriet, Struervej 32, Holstebro
- Indhold: Kunst- og formidlingsværk baseret på interviews med tidligere slagterimedarbejdere
- Tema: Fortid, fællesskab og forandring
- Deltagelse: Tidligere medarbejdere, familier, venner og øvrige interesserede
- Pris: Gratis og åbent for alle
- Efterfølgende: Samvær på Slagtertovet med mad og drikke






Accepter kun nødvendige cookies